Ratepension for sportsudøvere
Når du som sportsudøver stopper din aktive sportskarriere og f.eks. skal påbegynde uddannelse eller etablere selvstændig erhvervsvirksomhed, kan en ratepension hjælpe dig økonomisk og lette dit karriereskift.
Oprettelse
Hvis du er under 40 år og har en indkomst, som stammer fra sportsudøvelse (f.eks. løn, præmieindtægter, bonuspræmier eller sponsorpenge), kan du oprette en ratepension for sportsudøvere.
Arbejdsgiverordning
Ratepensionen kan oprettes som en aftale med din arbejdsgiver. Denne sørger så for indbetalingen på kontoen, uanset om arbejdsgiveren bidrager til ratepensionen, eller det kun er dig, der indbetaler.
Privattegnet ordning
En ratepension kan også oprettes som en privattegnet ordning, hvor du selv foretager indbetalingerne.
Indbetaling
Der kan indbetales på ratepensionen ad en eller flere gange. Der kan ialt indbetales 1.708.500 kr. Den årlige indbetaling kan dog ikke overstige den indkomst, du har optjent ved sportsudøvelse i det pågældende år.
| Arbejdsgiver- ordning | Ved en arbejdsgiverordning sker skattefradraget samtidig med indbetalingen via lønsedlen. |
| Privattegnet ordning | Ved en privattegnet ordning trækkes indbetalingerne fra i den personlige indkomst på selvangivelsen. Der er fuldt fradrag i indbetalingsåret for indbetalinger, der ikke overstiger den indkomst, sportsudøveren har optjent ved sportsudøvelse i det pågældende år. |
Uden for den skattemæssige opgørelse
Afkastet af det opsparede beløb skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Store skattemæssige fordele
Der er betydelige skattemæssige fordele forbundet med opsparingen på ratepension. Det hænger sammen med, at fradragsprocenten – f.eks. 51 % – er højere end den typiske beskatningsprocent ved udbetalingen.
| Alder | Udbetalingen kan påbegyndes før udgangen af det indkomstår, hvor du fylder 40 år. Udbetalingerne skal ske i rater over højst 10 år. Du bestemmer selv, hvor stor en del af ordningen, der skal påbegyndes. Der kan højst udbetales 341.700 kr. årligt. Et evt. overskydende beløb henstår til du når efterlønsalderen. Hvis ordningen er oprettet før 1. maj 2007, henstår det overskydende beløb til du fylder 60 år. Herefter sker udbetalingen som en almindelig ratepension. Dette gælder også, hvis udbetalingen ikke er påbegyndt inden udgangen af det indkomstår, hvor du fylder 40 år. Udbetalingerne fra en ratepension beskattes som personlig indkomst. |
| Tab af erhvervsevne | Udbetalingen kan begyndes, inden det aftalte udbetalingstidspunkt, hvis du mister arbejdsevnen og tilkendes førtidspension. Udbetalingerne fra en ratepension beskattes som personlig indkomst. |
| Dødsfald | Skulle du gå hen og dø, inden pensionsordningen er udbetalt, udbetales hele ordningen uden om boet efter fradrag af 40 % statsafgift til de personer, der er indsat som begunstigede. Efter ønske kan ordningen dog også vælges udbetalt til boet. Der skal betales boafgift af udbetalingen efter reglerne for boafgift. Udbetales pensionsordningen til din ægtefælle, samlever, registreret partner eller til børn, samlevers børn eller stedbørn under 24 år, kan de vælge at få pengene udbetalt i rater, som beskattes som personlig indkomst. |
Deludbetaling og ophævelse
Der kan fortages deludbetaling af en ratepension, ligesom den kan ophæves før det tidligst mulige udbetalingstidspunkt, selvom der ikke er tale om varigt tab af arbejdsevnen eller død. Af de udbetalte beløb betales en statsafgift på 60 %.
Forsikringer
Der kan i tilknytning til en ratepension tegnes:
- Gruppeinvaliderente
- Gruppelivsforsikring
- Gruppeforsikring Børnerente
- Individuelle livs- og tab af erhvervsevneforsikringer
- Opsparingssikring
Forsikringspræmierne hæves på ratepensionen og trækkes således rent faktisk også fra i skat.
Placering af opsparingen
En ratepension kan placeres på 3 forskellige måder:
- på bankens pensionskonti, der giver stigende rente, efterhånden som opsparingen stiger
- i pensionspuljerne, der plejes af bankens investeringsspecialister
- i dit eget værdipapirdepot, hvor du kan investere i eksempelvis obligationer, aktier og investeringsforeningsbeviser.
Overførsel
Ratepensionen kan i sin helhed overføres til et andet pengeinstitut eller til et forsikringsselskab til en nyoprettet ratepension for sportsudøvere.
Kreditorbeskyttelse
Ratepensionen kan ikke overdrages til eje, sikkerhed eller på anden måde gøres til genstand for retsforfølgning fra kreditors side.
Hvis du kommer under konkurs, kan konkursboet forlange, at evt. uforholdsmæssige store indbetalinger i løbet af de seneste tre år – set i forhold til din formuestand – indbetales til konkursboet.
Pensionsafkastskat
Opsparing på ratepension er underlagt reglerne om pensionsafkastskat. Af afkastet af pensionsordningen, der er anbragt i obligationer, aktier eller placeret kontant, skal der betales pensionsafkastskat. Pensionsafkastskatten udgør 15,3 % 2012.
Renten
Den nominelle årlige indlånsrente på Ratepension er afhængig af kontoens saldo:
- Saldo på 250.000 kr. og derover: 1,50 % af hele saldoen.
- Saldo på 100.000 kr. - 249.999 kr.: 0,75 % af hele saldoen.
- Saldo under 100.000 kr.: 0,25 %
Renten er variabel og bliver hvert år tilskrevet den 31.12.