Koder og nøglekort
NemID – som er sikkerhedsløsningen bag NetBanken – består af en selvvalgt bruger-id, en selvvalgt adgangskode og et nøglekort.
Sikkerhedsløsningen består dermed af en to-trins-proces med "noget i hovedet" (bruger-id og adgangskode) og "noget i hånden" (nøglekortet). Det er kun dig, der har koderne i hovedet og nøglekortet i hånden, og derfor kan du trygt handle og kommunikere på internettet. Ingen kan hacke sig ind på dit nøglekort.
Du kan se de typiske spørgsmål om adgangskoder og nøglekort nedenfor.
Har du glemt din adgangskode eller dit bruger-id?
Hvis du har glemt din NemID-adgangskode, kan du få udstedt en ny, midlertidig adgangskode ved at kontakte Sydbanks Hotline, din Sydbank-afdeling, et borgerservicecenter, et skattecenter eller NemID Support. Hvis du tidligere har oplyst dit mobilnummer til NemID, kan du også få den midlertidige adgangskode via sms.
Hvis du har glemt dit bruger-id, kan du gå ind på nemid.nu under ”Selvbetjening”. Her kan du indtaste dit CPR-nummer, din adgangskode og en nøgle fra nøglekortet, hvorefter du kan se dit bruger-id.
Ønsker du at ændre din adgangskode?
Du kan selv ændre din NemID-adgangskode på nemid.nu, hvis du ønsker det. Du kan også vælge at kontakte Sydbanks Hotline eller din Sydbank-afdeling for at få en ny, midlertidig adgangskode. Og når du logger på med den, får du mulighed for at ændre din adgangskode.
Har du mistet dit nøglekort?
Kortet kan ikke bruges til noget, hvis man ikke også har det bruger-id og den adgangskode, der hører til. Hvis du mister kortet, skal du alligevel for alle tilfældes skyld spærre det og bestille et nyt. Det gør du på én af følgende måder:
- Gå ind på www.nemid.nu
- Henvend dig i din Sydbank-afdeling, hos Sydbanks Hotline, på et skattecenter eller i et borgerservicecenter
- Ring til NemID Support på 80 30 70 50.
Er dit nøglekort ved at være opbrugt?
Du får automatisk et nyt nøglekort til NemID tilsendt, når der er 20 nøgler tilbage på dit gamle kort. Denne grænse kan du selv ændre på nemid.nu, hvis du ønsker det. Du kan f.eks. i stedet vælge at få tilsendt et nyt nøglekort, når der er 10 eller 50 nøgler tilbage.